---
title: "Generalforsamlinger"
date: "2026-09-04"
created: "2026-01-21"
---

[Hjem](https://sindal-varmeforsyning.dk/)

                    [Profil](https://sindal-varmeforsyning.dk/profil)

                [Generalforsamlinger](https://sindal-varmeforsyning.dk/profil/generalforsamlinger)

# Generalforsamlinger

# Generalforsamlinger

## Referat generalforsamling 2025

Sindal Varmeforsyning A.m.b.a. Ordinær generalforsamling for 2025 blev afholdt i Sindal Hallen, onsdag 25.03.2026 - kl. 18.00

Aftenen startede med fællesspisning for andelshaverne.

Formand Jens Ole Jørgensen bød velkommen til 70 andelshavere, bestyrelsesmedlemmer og ansatte.

**1. Valg af dirigent**

Arne Boelt blev valgt til dirigent, og konstaterede at generalforsamlingen var lovligt indvarslet. Stemmetællere blev Erling Johansen, Gunnar Steffensen og Pernille Bjergager.

 **2. Bestyrelsens beretning for det forløbne regnskabsår**

Beretningen var opdelt i to dele: en politisk del fremlagt af formanden og en driftsmæssig del fremlagt af direktør Jesper Skrubbeltrang og revisor Chris Mark.

Beretningen startede med historien om Sindal Varmeforsyning fra starten i 1960 til i dag, hvor man kan se, at de mange investeringer der er foretaget, er for forbrugernes bedste, for at fastholde en rimelig pris i en omskiftelig verden.

 I 2025 og 2026 har vi kunnet sænke varmeprisen i forhold til 2024, og vi sætter stor pris på den positive respons fra vores forbrugere. Investeringerne i renovering af ledningsnettet har reduceret ledningstabet til knap 20%, hvilket kommer alle forbrugere direkte til gode. Varmeprisen for 2025 er 869 kr./MWh inkl. moms - et fald på 12% - svarende til 19.949 kr. årligt for et standardhus på 130 m². Renoveringerne har allerede vist deres værdi, og takket være hurtige henvendelser fra forbrugerne har vi kunnet reagere effektivt på lækager. Termodroner har desuden kortlagt nettet for at sikre, at eventuelle skjulte lækager opdages i tide.

 Bestyrelsen arbejder løbende på at udvikle værket og undersøger i øjeblikket muligheden for at etablere et 5MW/10MW batterianlæg i samarbejde med Nordic Energy Storage. Samarbejdet med CM Biomasse ophører ved kontraktudløb af etiske årsager, og der søges nye leverandører af nøddeskaller eller tilsvarende brændsel. Der er investeret i et nødstrømsanlæg på Baggesvognsvej for at sikre driften ved strømsvigt.

 I forbindelse med offentliggørelsen af varmeprisen for 2026 blev forbrugerne inviteret til et velbesøgt arrangement på værket. Samarbejdet med Sindal Vandværk fortsætter positivt. Kommunikation til forbrugerne sker via hjemmeside, Facebook, SMS og e-Boks, men udfordres af forsinkelser hos DAO; derfor opfordres forbrugerne til at tilmelde sig e-Boks for sikker og rettidig post.

 Personalet har igen i år leveret en stærk indsats og håndteret udfordringer som vagtplaner, nedbrud og ferieafvikling med stort engagement og godt samarbejde. I 2025 sagde vi farvel til Lisa, som har fået nyt job i Hjørring. Samtidig har vi budt Pernille Nørtved Bjergager velkommen, og hun er allerede blevet en værdifuld del af personalet. Bestyrelsen takker alle medarbejdere for deres store indsats gennem året.

 Bestyrelsen har haft et konstruktivt år trods et turbulent første halvår. Der er afholdtni bestyrelsesmøder, og alle medlemmer har gennemført Dansk Fjernvarmes online bestyrelsesuddannelse. Deltagelse i landsmøder og regionsmøder har styrket samarbejdet med naboværkerne i Strandby, Sæby og Droninglund. Formand og næstformand har repræsenteret værket ved en række møder med kommunen og andre interessenter. Suppleanterne deltager fortsat i bestyrelsesmøderne for at sikre indsigt og kontinuitet. Det årlige strategiseminar har resulteret i nye kommunikations-, kompetence- og digitaliseringsstrategier. Samarbejdet med revisionsfirmaet EY og revisor Chris Mark har været godt. Her får vi en utrolig god og kompetent rådgivning.

 Direktør Jesper Skrubbeltrang fremlagde hvordan produktionen var sammensat i 2025, fordelt på flisværk, elkedel og gasmotorerne. Elkedel har i året produceret rigtig meget varme, da forholdene har været yderst gunstige, og af samme grund har motorerne også produceret mere en vanligt.

I 2025 afsluttedes projekterne på Odinsvej/Lokesvej - samt der blev lagt ny transmissionsledning til Rugvænget, med passage af Uggerby Å. Alt er forløbet efter planen.

Der er også i 2025 blevet renoveret på flis kedlen på Gutenbergvej, og den må forventes at der kommer flere renoveringer de kommende år.

 Der er lavet inspektion på akkumuleringstankene på Baggesvognsvej, og de mindre reparationer er udført. Der er ligeledes installeret nye by-pumper, som er mere energieffektive end de gamle der var klar til udskiftming. Der er også installeret nødgenerator, så det er muligt i et vist omfang at sende varme ud i byen fra gaskedlen. Sikkerheden er blevet forbedret, med installation af ABA-anlæg, samt forbedret kameraovervågning.

Der er indledt forundersøgelse af etablering af batterianlæg ved Baggesvognsvej. Arbejdet forsætter i 2026. Dansk Fjernvarme har ændret definitionen af et standardhus, så det fremover hedder 125 m² med et forbrug på 13,4 MWh.

 For at styrke IT-sikkerheden har alle medarbejdere påbegyndt et træningsforløb, der skal ruste dem til at håndtere de mange digitale trusler, som i stigende grad rettes mod den danske infrastruktur. Formålet er at sikre korrekt adfærd og øge den samlede modstandsdygtighed over for cyberangreb.

**3. Revideret regnskab til godkendelse**

Revisor Chris Mark, Ernst & Young (EY), fremlagde regnskabet for 2025, med en god forklaring til tallene.

 *Spørgsmål:* Hvorfor er afskrivningerne på "øvrige anlæg" relativt lave? Den bogførte værdi af posten øvrige anlæg omfatter både afskrivningspligtige aktiver og grunde. En væsentlig del af den bogførte værdi - ca. 3,5 mio. kr. - vedrører grunde. Efter årsregnskabsloven og almindelig regnskabspraksis afskrives grunde ikke, da de ikke forventes at blive forbrugt eller miste værdi ved brug. Der afskrives derfor kun på den del af posten, som vedrører anlæg og driftsmateriel med en begrænset brugstid. Det er således forklaringen på, at de årlige afskrivninger på posten øvrige anlæg fremstår lave i forhold til den samlede bogførte værdi. Regnskabet blev godkendt.

**4. Budget for indeværende regnskabsår**

Revisor Chris Mark, Ernst & Young (EY), fremlagde budget for 2026

**5. Behandling af forslag fra bestyrelsen**

Ingen forslag

**6** **. Behandling af forslag fra andelshavere**

 Ingen forslag

**7. Valg af medlemmer til bestyrelsen**

På valg var Peter Muhlig, Mogens Fonseca og Jens Ole Jørgensen (Genopstiller ikke) Peter Muhlig og Mogens Fonseca blev genvalgt. Bestyrelsen opstiller Thomas Holt som nyt medlem af bestyrelsen - Thomas Holt blev valgt.

**8. Valg af suppleanter til bestyrelsen**

Tina Risager og Kasper Jørgensen valgt som suppleant. Bestyrelsen fastsætter 1. og 2. suppleant på konstitueringsmøde.

**9. Valg af revisor**

Ernst & Young (EY) genvalgt

**10. Eventuelt**

## **Referat generalforsamling 2024**

Ordinær generalforsamling for 2024 blev afholdt i Sindal Hallen, onsdag 26.03.2025 - kl. 18.00

Aftenen startede med fællesspisning for andelshaverne. Formand Jens Ole Jørgensen bød velkommen til 125 andelshavere, bestyrelsesmedlemmer og ansatte.

1. **Valg af dirigent**

Dorthe Mikkelsen blev valgt til dirigent, og konstaterede at generalforsamlingen var lovligt indvarslet. Stemmetællere blev Erling Johansen og Johnny Andersen.

**2. Bestyrelsens beretning for det forløbne regnskabsår**

På generalforsamlingen i Sindal Varmeforsyning den 26. marts 2025 blev der traditionen tro budt velkommen med stegt flæsk og persillesovs, en tradition bestyrelsen ønsker at bevare. Formanden indledte beretningen med at byde særligt velkommen til de mange nye forbrugere, herunder de 120 fra Astrup.

Beretningen var opdelt i to dele: en politisk del fremlagt af formanden og en driftsmæssig del fremlagt af direktør Jesper Skrubbeltrang og revisor Chris Mark. Formanden konstaterede, at 2024 igen havde været et udfordrende år med store udsving i energipriserne, som gjorde budgetlægningen vanskelig. Allerede i august 2023, under udarbejdelsen af budgettet for 2024, stod det klart, at varmeprisen måtte hæves for at dække forventet underskud i 2023. Derfor blev det den 28. september 2023 varslet, at varmeprisen for 2024 ville stige med 22%.

Da elprisen faldt markant - fra forventede 90 øre/kWh til omkring 40 øre/kWh - samtidig med stigende renter og øgede udgifter til flis, besluttede bestyrelsen i maj 2024 at revurdere budgettet. På mødet i juni besluttede man at forhøje prisen yderligere for de to sidste a'conto rater. Det blev meldt ud, at a'conto-betalingerne ville stige med fo 10% Danidet 100 %, hvilket i praksis betød en samlet stigning for året på 29,2 %. Den sidste rate steg dog "kun" med 60%. Forhøjelsen blev mødt med kritik, særligt på sociale medier, men bestyrelsen fastholdt, at beslutningen var nødvendig og udtryk for rettidig omhu.

Formanden erkendte, at det var en fejl ikke at indkalde til et orienteringsmøde i forbindelse med prisstigningen. Dette blev først afholdt den 14. august, hvor både bestyrelsen og revisor Chris Mark redegjorde for baggrunden og svarede på spørgsmål. Mødet blev oplevet som konstruktivt.

Sagen blev yderligere kompliceret af en fejl i medierne, hvor TV2 Nord uden dialog med varmeforsyningen meldte en forventet prisstigning på 23 % i 2025, selvom prisen reelt blev nedsat med 11 % sammenlignet med 2024. Fejlen blev først korrigeret diskret på sociale medier uden egentlig dementi.

Der har også været kritik af de investeringer, varmeforsyningen har foretaget. Bestyrelsen understregede, at alle investeringer er forankret i langsigtede strategier og handleplaner. Renovering af ledningsnettet er fortsat ter nødvendigt, og ledningstab er reduceret til 18,2%, hvilket sparer forbrugerne penge. Det blev præciseret, at ledningen til Bindslev er finansieret af Bindslev Varmeværk selv.

På driftsområdet blev der i 2024 ikke oplevet driftsstop udover det planlagte i september, hvor anlægget på Gutenbergvej blev vedligeholdt med nye sider og indvendigt murværk. Produktionen på Gutenbergvej dækkede 74% af forbruget i 2024 mod 85,3 % i 2023, hvilket skyldes øget brug af elkedler (22% af produktionen). Gasforbruget udgjorde blot 2%, hvilket betyder, at 98% af varmen nu kommer fra grøn energi - en markant stigning fra 89 % i 2022.

De gamle gasmotorer på Baggesvognsvej er stadig i drift, men kun når det er økonomisk fordelagtigt. Der er stadig ingen politisk løsning på udfordringerne med regulerkraft, hvor fjernvarmen kan spille en rolle, når solen ikke skinner og vinden ikke blæser.

Prisen for 2024 blev afregnet til 979 kr./MWh inkl. moms - en stigning på 89% i forhold til 2023, svarende til 21.950 kr. for et standardhus på 130 m2. For 2025 er prisen reduceret til 869 kr./MWh, svarende til 19.949 kr. for samme forbrug, og budgettet er lagt konservativt.

På baggrund af tal fra Bolius (november 2024) er fjernvarmen i Sindal konkurrencedygtig: Luft-til-vand varmepumper koster 22.320 kr. om året, jordvarme 20.911 kr., gasfyr 22.782 kr., pillefyr 20.260 kr., oliefyr 34.209 kr., elradiatorer 35.551 kr. - og fjernvarme fra Sindal 19.949 kr.

Samarbejdet med Bindslev Varmeværk fortsætter i perioden april til oktober. På grund af en brand ved IC Listefabrikken måtte Sindal levere ekstra varme til Bindslev hen over vinteren, hvilket lykkedes uden problemer. Formanden fremhævede den flotte blomstereng ved Baggesvognsvej og opfordrede til, at man gerne måtte plukke en buket. Der blev også nævnt det gode samarbejde med Sindal Vandværk, blandt andet om potentielle fælles ledninger under banen i forbindelse med en mulig udvidelse til Sindal Biogas.

Kommunikationen til forbrugerne sker via hjemmeside, Facebook, SMS og i samarbejde med Tankegang. Bestyrelsen arbejder på at finde den rette balance i informationsniveauet, da nogle mener, der informeres for lidt, mens andre ikke ønsker at modtage information.

En klage over motivationstariffen fra en enkelt forbruger, indsendt til Forsyningstilsynet i januar 2023, er stadig ikke blevet besvaret. På hjemmesiden findes vejledning.

**3. Revideret regnskab til godkendelse**

Revisor Chris Mark, Ernst & Young (EY), fremlagde regnskabet for 2024, med en god forklaring til tallene. Regnskabet blev godkendt.

**4. Budget for indeværende regnskabsår**

Revisor Chris Mark, Ernst & Young (EY), fremlagde budget for 2025

**5. Behandling af forslag fra bestyrelsen**

Ingen forslag

**6. Behandling af forslag fra andelshavere**

Ingen forslag

**7. Valg af medlemmer til bestyrelsen**

På valg var Palle Hansen og Jacob Nielsen - Begge blev genvalgt.

**8. Valg af suppleanter til bestyrelsen**

Thomas Holt valgt som 1. suppleant og Thomas Buus Stubben valgt som 2, suppleant

**9. Valg af revisor**

Ernst & Young (EY) genvalgt

**10. Eventuelt**

                            [Referat Generalforsamling 2024](https://sindal-varmeforsyning.dk/p/MOLIRIMEDIA/c84a96ca-a0f1-492d-5134-08deb175de78)

                            [Referat Generalforsamling 2025](https://sindal-varmeforsyning.dk/p/MOLIRIMEDIA/be3de1ae-fd46-43e5-50da-08deb175de78)
